I den tid Titanic blev bygget var reglerne for redningsmateriel
beregnet efter hvor meget et skib vejede og antallet af
redningsbåde blev derfor også gjort op efter denne regel.
Men søloven havde ingen fantasi til at forestille sig skibe over
10.000 tons, og loven på bød der derfor Titanic at have 9.625 kubikfod
redningsmateriel. Dette gav 960 pladser.
Titanic blev udstyret med 16 almindelige redningsbåde og
4 Engelhard sammenklappelige redningsbåde.
Dette kunne tilsammen redde 1147 passagerer.
Et forslag om at udstyre Titanic med 64 redningsbåde blev enstemmigt afvis øjeblikkeligt da man i såfald ville blive nød til
at inddrage øverste dæk.
En lille, men meget interessant, detalje er at hvis alle 3547 passagerer
på et fuldt skib skulle redes vilde der være brug for 63 redningsbåde!
Datidens sølov havde ingen bestemmelser angående nødudgange,
hvilket betød at der ikke befandt sig en eneste nødudgang på Titanic.
Dette betød at passagerer der rejste på tredjeklasse, og derfor havde
kahytter nederst i skibet, for at komme til øverste dæk hvor bådene
var måtte bevæge sig af de smalle snøvlede gange til dækket.
Og som om det ikke var nok var flere af gangene spærret af et gitter;
som i dagligdagen spærrede gangen mellem 3. Og 1. Klasse.
Man overholdt på den måde søloven.
Grunden til at der blev sløset så meget med sikkerheden var
selvfølgeligt at det kostede penge men ikke mindst fordi det sås for
overflødigt da Titanic blev kaldt for "det synkefrie skib" .
Harland and Wolff, som stod bygningen af de tre skibe, havde dog en
helt anden mening, efter deres mening ville det være utænkeligt at
bygge et skib der var synkefrit.
Grunden til at Titanic blev kaldt synkefrit var at den nederste del af
skibet var delt op i adskillige skotter, adskilt af vandtætte døre
som var styret fra kommandobroen.
Skibet kunne kun klare at der kom vand i fire af de vandtætte skotter,
dette svarede til en revne på ca. 60 meter, der var ingen der kunne
forestille sig en revne længere end det...